Tilrettelæggelse og afvikling af båd- og brandøvelser §7
Målgruppe
Kurset henvender sig til navigations- og maskinofficerer samt andet ledende personale på passagerskibe, der har ansvar for passagerernes sikkerhed under nødsituationer.
Formål
Formålet med kurset er at styrke deltagernes evne til at planlægge, lede og gennemføre båd- og brandøvelser ombord. Kurset lægger særlig vægt på træning i passagerevakuering samt på at udvikle en fælles forståelse af sikkerhedsberedskabet blandt skibets nøglepersoner.
Indhold
Kurset omfatter bl.a.:
Skibets og rederiets ledelsesfunktion i relation til sikkerhed.
Gennemgang af rederiets sikkerhedsstyringssystem (SMS).
Kvalifikations- og øvelseskrav i henhold til gældende regler.
Krav til introduktion af nyansatte, jf. Søfartsstyrelsens meddelelser B for passagerskibe.
Retningslinjer for planlægning, afvikling og evaluering af båd- og brandøvelser.
Fokus er på at højne kvaliteten af øvelserne og skabe en fælles standard for sikkerhedsprocedurer, der styrker beredskabet ombord.